DET VAR DÉT, JEG FORSØGTE AT SIGE MED MIN AFSLUTNINGSKOMMENTAR I INDLÆGGET:
Nelson Mandelas indsættelsestale, 1994:
Vores dybeste frygt er ikke, at vi ikke kan slå til
Vores dybeste frygt er, at vi er kraftfulde udover alle grænser
Det er vores indre lys, ikke vores skygge, der skræmmer os mest
Vi spørger os selv: hvem er jeg at tro, at jeg er fantastisk, smuk, talentfuld, begavet?
Men faktisk: hvem er du ikke at tro? Du er et barn af gud
Verden har ingen gavn af, at du gør dig mindre, end du er
Der er ikke noget smart ved at krympe sig for at andre ikke føler sig usikre omkring dig
Du er født til at manifestere den Guds herlighed, du bærer indeni
Det er ikke kun nogle, som har det i sig. Det har vi alle
Og når vi lader vores indre lys skinne, giver ubevidst andre lov til at gøre det samme
Når vi slipper fri af vores frygt, vil vores nærvær automatisk virke frigørende på andre
